Det helt rigtige profilbillede

Det helt rigtige profilbillede – sådan vælger du det
Drømmer du om at finde den store kærlighed på en af de mange datingsider på nettet, er det afgørende, at du udstyrer din datingprofil med et profilbillede. Undersøgelser har blandt andet vist, at dine chancer for at finde en kæreste gennem onlinedating er hele 20 gange mindre, hvis ikke du har et profilbillede på din profil.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvilket billede du vælger, for – udover at du naturligvis gerne må tage dig ud fra din bedste side – anbefales det også, at dit billede fortæller en historie om dig. Tilmed skal du være opmærksom på, hvilke signaler dit billede udsender til eventuelle partnere.

Forvirret, rundtosset og forpustet allerede?

Bare rolig – med afsæt i videnskabelige undersøgelser og vores egen viden om og erfaringer med datingsider kan du i denne guide blive meget klogere på, hvordan du vælger det helt rigtige profilbillede.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Findenkaereste.dk, som månedligt hjælper tusinder af danskere med at få succes med dating på nettet. Besøg dem her.

Derfor skal du have et profilbillede
Vi mennesker benytter os i høj grad af synssansen, når vi skal vælge en partner. Vi er helt enige i, at det er det indre, der tæller, når man skal finde en person at dele tilværelsen med. Vi må dog også erkende, at det i første omgang er det ydre, som tiltrækker.

Når du møder et nyt menneske for første gang, vil du allerede i løbet af få hundrededele af et sekund have dannet dig et indtryk på baggrund af personens udseende. Hår, ansigt, krop, beklædning og så videre bliver alt sammen taget med i overvejelserne, når din underbevidsthed helt automatisk vurderer en fremmed. Dette gælder både i den virkelige verden såvel som den digitale på diverse datingplatforme.

Har du ikke et profilbillede, vil du i langt de fleste tilfælde blive sorteret fra af potentielle bejlere, når de går på jagt på de virtuelle jagtmarker.

Dine chancer for at få en fisk på krogen er helt op til 20 gange større, når du har et billede tilknyttet din profil. Der er derfor ingen vej udenom – du SKAL have et profilbillede på din datingprofil.

Så langt så godt. Næste skridt er at vælge det helt rigtige, som kan gøre dig interessant og tiltrække opmærksomhed hos det modsatte køn.

Hvad skal dit billede signalere?
Når du skal vælge det helt rigtige profilbillede til din datingprofil, er det væsentligt, at du gør dig tanker om, hvad du gerne vil signalere. Alt efter hvilket signal dit billede sender, vil du formentlig kunne tiltrække forskellige typer af personer.

Vi anbefaler derfor, at du først og fremmest overvejer, hvad du egentlig søger. Er det en fast kæreste, et one night stand, en person du kan tage i biografen med i ny og næ eller noget fjerde?

Forestil dig et billede af en mand eller kvinde, som i en sofa sidder og smiler med et barn i skødet. Hvad er din første tanke? Familiemenneske, omsorgsfuld, en god far/mor, kærlig måske? Det vil formentlig være nogenlunde i disse baner, du tænker, når du ser billedet for dig i dit indre.

Forestil dig nu den samme person, men denne gang er sofaen skiftet ud med en barstol og barnet med en stor fadøl eller en kulørt drink. Vi befinder os ikke længere i en dagligstue, men i stedet på en beværtning. Det er næppe de samme forestillinger som før, der dukker op i hovedet på dig. Personen på billedet er nøjagtigt den samme, men signalet på de to billeder er vidt forskellige.

Vi gætter på, at billedet med barnet vil tiltrække personer, som også selv er familiemennesker, omsorgsfulde og kærlige, imens billedet fra baren vil tiltrække oplevelseslystne personer, der elsker fest og farver.

Det ene billede er ikke mere rigtigt end det andet, men da de to billeder ikke tiltaler og tiltrækker de samme typer mennesker, er det en super god idé, hvis du gør dig grundige overvejelser om, hvad det egentlig er, du søger.

Fortæl en historie med dit billede

Dit profilbillede skal ikke bare vise, hvordan du ser ud; det skal også fortælle noget om dig, så de, der ser det, bliver nysgerrige på at høre mere.

Billedet skal fortælle hvem du er
Mange benytter profilteksten til at fortælle om hobbier, værdier, job og lignende, men det er langt mere effektivt at gøre det med et billede. Der er nemlig noget om snakken, når man siger, at et billede siger mere end tusind ord.

Hvis du bruger al din fritid i haven, er det oplagt at bruge et profilbillede, hvor du, med jord under neglene og græs i håret, lurer ukrudt i blomsterbedet. Hvis din hund er dit et og alt, kan den komme med på billedet. Hvis du elsker at rejse, kan du bruge et billede fra dengang, du stod på toppen af Kilimanjaro.

Det er ikke væsentligt, hvad din hobby eller dine interesser er – det vigtige er, at du viser det frem. De fleste af os bliver tiltrukket af passionerede mennesker, så hvis du kan vise, hvad du brænder for, vil det med garanti gøre dig mere interessant og tiltrækkende.

Når dit profilbillede fortæller en historie, bliver det også lettere for nye bekendtskaber at henvende sig til dig, fordi de får serveret et samtaleemne.

Fortæl en historie med dit billede
Rigtigt mange af os frygter at tage kontakt til fremmede, hvilket i høj grad skyldes, at det er svært at vide, hvad man skal tale med personen om. Et spændende profilbillede vil gøre det lettere for andre at skrive en besked til dig, fordi de kan tage udgangspunkt i dit billede og for eksempel skrive følgende:

”Jeg kan se, at du godt kan lide at være i haven. Dyrker du selv dine grøntsager?”
”Sød hund! Hvilken race er det?”
”Toppen af Kilimanjaro – vildt! Hvordan var udsigten?”

Dit profilbillede kan hjælpe samtalen i gang, fordi det kan give jer noget at tale om, hvilket kan være en kæmpe hjælp.

Tal med en professionel fotograf
Det kan måske være lidt svært at gennemskue, hvordan du skal fortælle en historie med dit profilbillede, men heldigvis er der hjælp at hente. Fotografer er vant til netop at fortælle historier med deres billeder, hvorfor det er oplagt at tage en snak med en professionel fotograf.

Det giver også god mening at alliere sig med en professionel fotograf, når profilbilledet skal skydes. Lad være med at gøre som mange andre, som tager et sløret selvportræt i et fedtet spejl på badeværelset. Få i stedet taget et ordentligt billede med det rigtige lys i de rigtige omgivelser, så du kan tage dig bedst muligt ud.
Held og lykke!